Kort om Finn Juhl
Finn Juhl ville oprindeligt være kunsthistoriker, men hans far ville ikke tillade, at han fik en karriere indenfor kunstens verden. I stedet blev Finn Juhl optaget som bygningsarkitekt ved Det Kongelige Kunstakademi i København. Her mødte han nogle af tidens mest indflydelsesrige funktionalister, blandt dem arkitekt Vilhelm Lauritzen, som ansatte ham på hans tegnestue i 1934. Finn Juhl medvirkede i store projekter, som Radiohuset og Københavns lufthavn og efterhånden tog arbejdet på tegnestuen al tiden fra studierne, og Finn Juhl fik aldrig afsluttet sin uddannelse. På trods af det, opnåede Finn Juhl at få stor anerkendelse for sit arbejde og omtalte altid sig selv som værende autodidakt møbeldesigner.
Et af de internationale højdepunkter i Juhls karriere var designet af indretningen af Formynderskabsrådets sal i FNs hovedkvarter i New York mellem 1951 og 1952.
Design til den levende krop
Som mange andre pionerer begyndte Finn Juhl fra bunden - uden rollemodeller eller nedarvede begrænsninger. I stedet for at tænke i praktiske konstruktioner påtog Finn Juhl sig i stedet en skulptørs tankegang, når han designede møbler. I 1940erne og 1950erne var denne tilgang til møbeldesign hidtil uset. Modsat mange af hans modernistiske kollegaer, der havde en strømlignet og minimalistisk stil, bestræbte Finn Juhl sig på at skabe mere organiske, naturligt svungne møbler. Hans ambition var at designe møbler, der havde bevægelse og liv.
Da Finn Juhl ikke var skolet indenfor møbeldesign, fik han proportionerne til at passe ved at måle sin egen krop og analyserede ud fra den, hvordan de individuelle dele på et møbel skulle holde på, og bære, en menneskekrop. Han ønskede at udnytte materialerne til fulde samtidig med at overgange mellem de individuelle dele i møblet skulle være naturlige og ofte nærmest usynlige. De delikate former og overgange var en stor udfordring for de Snedkere, som han arbejdede sammen med.
Når Finn Juhl designede møbler, arbejdede han ofte med to elementer: det bærende og det bårne. Hos flere af hans stole ses således, hvordan sædet er løftet fra stellet, hvilket giver møblerne en svævende effekt. Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan Finn Juhl brød med de konventionelle arbejdsmetoder og fandt sin inspiration i kunsten.
Fra voluminøse former til detaljerede træstel
De første år hvor Finn Juhl udstillede på Snedkerlaugets møbeludstillinger arbejdede han primært med fuldpolstrede møbler. Hvis man kender til Finn Juhls skulpturelle træmøbler, kan det virke overraskende, at det faktisk var polstermøbler, han startede med. Finn Juhl har selv forklaret, at det var fordi han ikke vidste ret meget, hverken om møbelkonstruktion eller snedkerarbejde i begyndelsen. De polstrede møbler gav ham mulighed for at fokusere fuldstændig på de skulpturelle, organiske former i hans møbler, hvilket senere blev hans kendetegn. Med polstrede møbler skulle han ’kun’ fokusere på den ydre form og lade snedkermester Niels Vodder arbejde med træskelettet.
I modsætning til mange andre designere på den tid, ønskede Finn Juhl, at moderne møbler skulle referere til moderne kunst. Pelikanstolen er et tydeligt eksempel på, hvordan Finn Juhl integrerede funktionalismens idealer med den frie kunst. Få år efter hans debut på Snedkerlaugets møbeludstilling blev han mere og mere interesseret i at anvende træ som det dominante materiale i hans designs, i stedet for at ’gemme’ det under et lag af polstring. Da han designede 45-stolen var det hans mål at skabe en stol, hvor de polstrede dele var tydeligt adskilt fra trærammen, og netop det lette, svævende udtryk blev et kendetegn for Finn Juhls møbeldesigns.
